10. september 2024

Som led i arbejdet med social bæredygtighed har SERWIZ sluttet sig til Real Care, der støtter og iværksætter projekter til gavn for udsatte børn og unge. Det sker i samarbejde med organisationer som Lær for Livet, FRAK/NEXT, Joannahuset, Børnehjælpsdagen, BørneTelefonen, Mind Your Own Business, Mindzone og Københavns Kommune.

CEO i SERWIZ Christian Lunner glæder sig til at bringe SERWIZ’ værdier ind i det nye samarbejde:
”Vi prioriterer bæredygtig omstilling, både gennem vores service til vores kunder og for vores egen virksomhed. Real Care hjælper os med at arbejde med den sociale bæredygtighed på en meget praktisk og håndgribelig måde og inddrager i den forbindelse både SERWIZ’ ledelse og vores medarbejdere. Det er med til at gøre vores samarbejde så utroligt meningsfuldt,” siger Christian Lunner. ” Vi har altid stort fokus på at være transparente i vores samarbejde med vores kunder. Når vi tør forstå hinanden, udfordre hinanden og være nysgerrige, så lykkes vi sammen. Det vil vi også bringe til bordet i samarbejdet med Real Care og den øvrige partnerkreds.”

Real Care lægger vægt på, at SERWIZ kan yde et vigtigt bidrag til gavn for netop de unge, organisationen ønsker at hjælpe. ”SERWIZ er en organisation der i arbejdet med Facility Management særligt beskæftiger medarbejdere indenfor forskellige håndværks- og servicefag. Fag som har at gøre med det, man kan kalde for “håndens arbejde”, og fag som er relevante for mange af de unge, vi i Real Care forsøger at hjælpe i uddannelse eller job. Derfor er SERWIZ også en særlig interessant partner at få ombord. Vi glæder os til sammen at undersøge de mange muligheder for at kunne hjælpe flere unge på deres vej ind i voksenlivet. Vi er stolte over, at de vil være med på vores rejse,” siger Line Skovfred, direktør og stifter af Real Care, om det nye partnerskab.

Real Cares partnerkreds er nu SERWIZ, Thylander, Colliers, Jeudan, DEAS Group, Lundgrens, AKF Holding, M. Goldschmidt Ejendomme og CBRE. Real Care indgår i partnernes arbejde med social bæredygtighed – et af de tre elementer i ESG-agendaen. Jo flere partnere, des større og bedre støtte til udsatte børn og unge i Danmark.

 

 

 

 

Læs flere nyheder her